Bluesky for professionelle – en lynguide

Bluesky har fået momentum i Danmark efter Elon Musk hjalp Trump til magten ved det amerikanske præsidentvalg. Journalister og politikere opretter konti på Bluesky i protest mod Musk og X, og derfor er det nu du skal overveje at hoppe på Bluesky, Her er en lynguide til dig der er ny på platformen.

Først og fremmest: I udseende og funktionalitet ligner Bluesky fuldstændig det som vi der har brugt Twitter og X i mange år kender det: Du kan skrive 300 tegn med tekst, billeder, video, links, GIF´er og hashtags – alt det du kender. Til gengæld er dit handle lidt længere og mere klodset vil nogen sige. Mit er fx @troelsj.bsky.social hvor det på X bare er @troelsj.

Når du laver et opslag (har stadig ikke fundet ud af hvad et tweet hedder på Bluesky) kan du indstille hvem, der kan interagere med indholdet – helt ligesom på X. Det kan være fra alle til ingen og derimellem konti du nævner eller som du følger. Funktionaliteten er kopieret fra X.

Du kan vælge at skrive på forskellige sprog, fx dansk, engelsk, spansk og japansk. I praksis er det bare en stavekontrol – denne funktion findes ikke på X.

Lister og starter packs

Noget af det gode ved Twitter har altid været at du kunne oprette og følge lister – det kan fx være lister med danske politikere, danske medier eller danske ambassadører. Altså en gruppe af mennesker du gerne vil følge uden nødvendigvis at følge den enkelte. På Bluesky er der også lister. Og så er der såkaldte Starter Packs – nok fordi det er en god måde at finde relevante at følge når man er ny på platformen. Det ER en god idé at finde disse starter packs og finde relevante, hvor andre har gjort et forarbejde for dig.

Jeg anbefaler fx Ernst Poulsens starter pack over danske politikere  og over danske journalister og liste over topfolk i danske organisationer. Hvis du er interesseret i finans og økonomi så find Mikael Olai Milhøjs  starter pack over økonomer her.

Du kan også forsøge dig med denne Chrome extension hvor du kan finde X brugere på Bluesky

Du kan også abonnere på feeds hvor andre har oprettet fx emnebaserede feeds om alt fra katte til tech. Du kan sågar oprette åbne feeds som andre kan abonnere på.

Overvåg gratis med det blå deck

Et af de helt gode redskaber fra det gode gamle Twitter var Tweetdeck, hvor man i Chrome på desktop kunne oprette kolonner så man kunne lytter til kilder hvis man er journalist eller bedrive social listening og i real tid lytte til emner, dagsordener og omtale af ens virksomhed.

På Bluesky hedder funktionaliteten Blue Deck og du finder det her. Jeg anbefaler alle professionelle kommunikationsfolk, der har behov for at følge med i hvad politikere og medier skriver på sociale medier at bruge denne funktion sammen med X’s udgave der nu hedder X Pro. Og så er Blueskys version endda gratis indtil videre, hvor X har puttet funktionaliteten ind i abonnementsversionen til 738 kroner årligt. Det bliver spændende at se, hvor længe den funktion er gratis på Bluesky.

bluesky

Blokerede brugere og verificeringer

En af de store problemer som X har rodet sig selv ud i er, at man har droppet en stor del af den moderation, der var gældende tidligere før Musk kom til. På samme måde har man slækket på muligheder for at blokere brugere, der f.eks. chikanerer i kommentarsporet – til stor fortrydelse for fx politikere, kendte og mediefolk (og os andre når troldene kommer frem).

På Bluesky kan du blokere løs som på Twitter i gamle dage. Det holder dit feed frit fra grænsesøgende debattører som vist ikke helt har fundet vej til Bluesky endnu ligesom spambotterne ikke for alvor har gjort sit indtog endnu (de kommer med garanti…).

Noget ret smart på Bluesky er, at en organisation eller en virksomhed kan ændre deres handle (brugernavn) til organisationens webadresse. Det er jo en ret god verifikation af, at det er den rigtige virksomhed man taler med. Du kan se hvordan du gør det her. Indtil videre er der ikke andre verifikationsmuligheder – fx det blå V som vi kender fra det gamle Twitter (på X er V’et bare en indikator for at man har købt abonnement).

Brug hashtags på Bluesky

Det var som om, at hashtags havde lidt en stille død på X. I hvert fald har jeg lagt mærke til at de professionelle hashtags om medier #dkmedier og sociale medier #smdk bliver brugt langt mindre nu end for blot et år siden. Overskrift.dk kan helt sikkert bekræfte.

Jeg håber at hashtags bliver genoplivet på Bluesky, og jeg synes allerede, at jeg kan se det ske. Jeg anbefaler altid fx talspersoner og organisationer at bruge hashtags – og jeg håber vi bare overfører dem vi plejer at bruge på Twitter/X.

Her er nogle af de mest anvendte

#dkpol – for dansk politik

#dkmedier – for medier og journalistik

#dkgreen – for diverse om klima og miljø

#dkøko – om dansk økonomi

#arbejde – om beskæftigelsespolitik

#smdk – om sociale medier

#ledelse – ja.. om ledelse

#dkbiz – om dansk erhvervsliv generelt

To do liste for kommunikationsmedarbejdere:

  1. Opret din organisationsprofil på Bluesky – overvej om den skal verificeres via jeres hjemmeside-domæne

  2. Få oprettet de vigtigste talspersoner – husk at claime deres handle og giv dem et lynkursus i hvordan man bruger platformen som fx ekspertstemme.

  3. Begynd at følge de vigtigste interessenter som I allerede følger på X. Hvis I ikke er på X så lav en liste over de vigtigste I gerne vil følge. Nogle vil følge tilbage, andre vil ikke.

  4. Begynd at lave opslag. Det kan være de helt simple nyheder fra hjemmesiden eller andet. Bare prøv funktionalisterne af. I får ikke så meget engagement fordi I har få følgere, men det gør ikke noget. I skal opbygge jer på ny.

  5. Opret et blue deck så I bedre får overblik over de af jeres interessenter, der er på Bluesky og hvad der postes om på jeres områder.

Husk: Blot fordi der kommer et nyt socialt medie (selvom Bluesky kom for flere år siden) så er det ikke ensbetydende med, at de gamle skal smides til side. Behold jeres X-konto og tag temperaturen over de næste måneder. Du kan endda dobbelt-poste på de to kanaler fx via Buffer.

Husk også, at en ny profil er en frisk start på at overveje hvordan I strategisk skal bruge kanalen. Er det overhovedet relevant for jeres organisation at bruge X eller Bluesky, orker I at drifte kanalen og opfylder den et behov for at rykke noget i jeres kommunikation. Her skal Bluesky tænkes ind i jeres kanalstrategi på linje med X.

Nyt er ikke altid godt, men lige nu er der noget der tyder på, at Bluesky rent faktisk får held med at trække de vigtigste brugere over på platformen – i hvert fald i Danmark – det samme er ikke lykkedes for Threads fra Meta.

Og fremtiden for Bluesky: Ja lige nu er alting gratis og der er ingen reklamer. Så på et tidspunkt begynder noget at koste penge for at den kan køre rundt, også selvom man kører på det sympatiske open source-princip som vi kender fra fx wordpress til hjemmesider. Det giver i øvrigt større indsigt i algoritmer og teknisk opbygning.

Bluesky bliver aldrig en stor platform. Den bliver et lille forhandlingsrum mellem politikere og journalister og dem der gerne vil påvirke dem eller have en god nyhedskilde til at følge med. Blueskyes succes står og falder med, at særligt politikere og journalister bruger platformen til indhold med substans, bliver der og ikke bare som del af et goldrush mod en ny platform i protest mod Elon Musk.

Jeg holder kurser i hvordan du bruger X og Bluesky >> find kurset her.

employee advocacy linkedin

Troels Johannesen er strategisk kommunikationsrådgiver og hjælper ledere og organisationer med at kommunikere på tværs af medier og med digital interessevaretagelse og lobbyisme. Han er forfatter og ekspert i toplederkommunikation på sociale medier. 

Skriv til tj@troelsjohannesen.dk eller ring på +45 31319065

Tilmeld nyhedsbrev

Andre blogindlæg

Bliv klogere på sociale medier – tilmeld dig mit nyhedsbrev