Fra aktivisme til navigation: Toplederens nye stemme i en urolig verden

Den geopolitiske verdensorden er i opbrud, og det har gjort toplederens mandat som kommunikatør markant mere komplekst. Vi står i en tid, hvor den CEO-aktivisme er under forandring (måske før den for alvor fik fat?), og hvor spillereglerne for toplederkommunikation på LinkedIn og i pressen bliver skrevet om i realtid.

I de seneste år har vi set topledere tage bladet fra munden i komplekse politiske og moralske spørgsmål. Men i en verden præget af dybe skel og uforudsigelige markeder er risikoen ved at ytre sig blevet markant større. Et enkelt budskab kan i dag dekontekstualiseres og læses vidt forskelligt på tværs af markeder. Det, der opleves som nødvendig stillingtagen ét sted, kan tolkes som en risiko et andet, og udfordre virksomhedens sejlads gennem hård sø.

Faren ved den kommunikative radiotavshed

Den øgede risiko skaber en naturlig tøven. Men vi skal passe på, at den geopolitiske usikkerhed ikke fører til kommunikativ radiotavshed.

Når verden er urolig, leder medarbejdere, investorer og kunder efter faste punkter. Hvis topledelsen forstummer af frygt for at træde ved siden af, efterlader det et vakuum. Tavshed bliver i dag hurtigt læst som fravær af retning eller manglende stillingtagen til virksomhedens egen rolle i verden.

Udfordringen er derfor ikke, at toplederen skal sige mindre. Det handler om at kommunikere på en anden og mere robust måde. Ligesom virksomheder skal være resiliente, skal også toplederens kommunikative ståsted være det.

CEO’en som værdifortæller

Vi ser bevægelsen mod et nyt ideal: CEO’en som værdifortæller – eller det, man internationalt kunne kalde The Values-Driven Navigator.

Hvor aktivisten ofte tager stilling til dagsaktuelle, ydre konflikter, fokuserer værdifortælleren på konsistens og navigation. Man behøver ikke mene noget om de største emner for at være tydelig. Værdifortælling handler om at forklare de principper, der ligger bag virksomhedens valg, prioriteringer og langsigtede investeringer, og stikke kursen af til, hvor virksomheden både forretningsmæssigt og værdimæssigt skal bevæge sig.

• Den aktivistiske tilgang risikerer ofte at gøre lederen til gidsel i en dagsorden, de ikke selv kontrollerer.

• Værdifortælleren tager udgangspunkt i virksomhedens fundament og forklarer, hvordan man navigerer i stormvejret uden at miste sit kompas.

Bliv trænet til at være professionel topleder på LinkedIn

At skabe forståelse frem for overskrifter

For toplederen betyder det et skifte i måden, man bruger sin stemme på. Det handler ikke om at trække sig fra LinkedIn eller pressen, men om at rammesætte kommunikationen anderledes. Det handler om at gå fra at have “meninger om verden” til at give “forklaringer på handlinger”. Måske hvor det i al sin simpelhed gælder om at starte med at vise, hvordan man arbejder.

Det er her, kommunikationsrådgivningen bliver strategisk afgørende. Vores opgave som kommunikationsrådgivere er at hjælpe lederen med at finde den autentiske stemme, der hverken er aktivistisk eller tavs, men som skaber forståelse for virksomhedens retning i en kompleks virkelighed.

I en tid præget af geopolitisk støj står de ledere stærkest, der formår at kommunikere deres værdier som et navigationsværktøj – både for sig selv og for deres omverden.

Men hvordan kan du omsætte dette til din organisation? Se evt. mit LinkedInkursus for kommunikationsmedarbejdere. 

Troels Johannesen er strategisk kommunikationsrådgiver og hjælper ledere og organisationer med at kommunikere på tværs af medier og med digital interessevaretagelse, mediehåndtering og employer branding. Han er forfatter og ekspert i toplederkommunikation på sociale medier. 

Skriv til tj@troelsjohannesen.dk eller ring på +45 31319065

Tilmeld nyhedsbrev

Andre blogindlæg

shitstorme smadrer rekruttering

Shitstorms smadrer virksomheders rekruttering

Når virksomheder – selvforskyldt eller uforvarende – havner i kriser, der får styrke af shitstorm, går det ikke kun ud over et kommercielt omdømme, der kan koste dyrt på bundlinjen. Det koster også på omdømmet som arbejdsplads og for den konkrete rekruttering af nye medarbejdere.

Læs mere »

Bliv klogere på sociale medier – tilmeld dig mit nyhedsbrev