Thought leader på LinkedIn? Nu kan dit opslag også sponsoreres

Nu kan du annoncere LinkedIn-opslag fra ledere og direktører. Skal du så gøre det? Ja, hvis indholdet er godt nok. Jeg guider dig til det vigtigste i de nye thought leader annoncer her på kanalen.

Du kender annoncer på LinkedIn fra virksomheders forsøg på at målrette job eller opslag til dig. Der er utallige eksempler på, at det går ret dårligt, og at vi på LinkedIn får alt for mange dårligt målrettede annoncer.

Men nu er der kommet en ny type annoncemulighed, hvor virksomheden kan betale for, at nå længere ud – eller målrette opslag fra fx ledere eller fageksperter – og det kan der efter min mening virkelig være musik i.

Rent praktisk foregår det sådan, at en sideadministrator kan anmode virksomhedens medarbejder om at måtte annoncere et personligt indlæg, der så skal godkendes af medarbejderen. Når annoncen er sat i gang, vises opslaget i feedet med et lille ’promoveret af…” skilt på opslaget.

Her er hvad du skal overveje inden du vælger at sponsorere personers opslag:

Annoncer det bedste thought leader-indhold

Annonceformatet hedder thought leader annoncer, og det gør det af en grund. For det bedste indhold på LinkedIn, og også for de her annoncer, er opslag, der deler specialviden og giver nye indsigter som andre lærer af. Du skal derfor kun sponsorere indlæg fra medarbejdere, hvis:

  • Det er særligt vigtige budskaber, der fortjener ekstra opmærksomhed
  • Hvis der er gjort noget ud af vidensformidlingen eller f.eks. det politiske budskab
  • Hvis budskabet skal målrettes særlige målgrupper, som fx medlemsgrupper, potentielle jobansøgere mv
  • Opslagene skal stadig være personlige og autentiske – der er ikke pludselig carte blanche til lade medarbejdernes opslag blive ren corporate
  • Det ikke er salgsbudskaber – så dræbes engagementslysten.

Det gælder altså om at annoncere det gode indhold som måske i forvejen performer godt for de personer, der har lavet det, og ikke blot bruger annonceringen til at forsøge at booste det flade indhold eller decideret reklame.

Og så skal man lige holde tungen lige i munden med det tekniske. Det kan være svært nok at bruge LinkedIn campaign manager for den utrænede, og med thought leader annoncerne skal man holde sig for øje, at det ikke er alle typer opslag man kan sponsorere – fx ikke video eller de trælse karusseller.

Men jeg synes faktisk, at den nye annonceringsmulighed, giver virksomheder og organisationer en ny mulighed for at nå ud med ekspertviden og andre budskaber, der ellers kan være svære at ramme de rigtige målgrupper med.

Se denne tutorial-video om, hvordan du laver en thought leader-annonce.

employee advocacy linkedin

Troels Johannesen er strategisk kommunikationsrådgiver og hjælper ledere og organisationer med at kommunikere på tværs af medier og med digital interessevaretagelse og lobbyisme. Han er forfatter og ekspert i toplederkommunikation på sociale medier. 

Skriv til tj@troelsjohannesen.dk eller ring på +45 31319065

Tilmeld nyhedsbrev

Andre blogindlæg

Bliv klogere på sociale medier – tilmeld dig mit nyhedsbrev