Verdens rigeste mand, Elon Musk, har givet et bud på at købe de sidste 91% af Twitter som han ikke allerede ejer. Med et svimlende bud på godt 43 milliarder dollars for resten af aktierne, har han både sat Twitters bestyrelse i noget af en kattepine, og skabt stormløb på rygterne om, hvad han dog vil bruge platformen til, hvis købet skulle lykkes. Her er mit bud på, hvad der kan ske med Twitter, hvis Musk bliver eneejer.
I skrivende stund har Twitters bestyrelse valgt at forhandle med Musk. De kunne næppe heller gøre andet. For Musks tilbud er attraktivt for nogle investorer, mens andre ser det som for lavt. Denne klumme kommer ikke meget noget håndfast bud på om Musk køber Twitter, men har til gengæld bud på, hvad der sker, hvis han gør.
Lad det være sagt med det samme. Jeg tror ikke Twitters bestyrelse godtager tilbuddet som Musk kalder ”best and final”, og sælger virksomheden til Musk, og jeg håber det heller ikke. Men lige om lidt kan den spådom jo være gjort til skamme.
Men jeg tror ikke, Twitter bliver en del af Musks emperium fordi det han har gang i er et såkaldt hostile take over, hvor hensigterne står hen i det uvisse, fordi buddet (trods dets enorme størrelse) måske er for lavt sat for et af verdens største sociale medier. Og sidst men ikke mindst fordi, at Musks eventuelle overtagelse vil ændre virksomheden og mediet for altid.
Personligt mener jeg, at det samlet set vil være skidt, hvis Musk overtager Twitter. Og jeg er naturligvis forudindtaget her. Jeg elsker Twitter for det mediet er og kan, og jeg synes det er det mest ”rene” sociale medie, hvis funktionalitet og algoritmer er nemmest at navigere i som bruger.
Twitter kan noget helt særligt som dagsordensættende medie som ingen andre sociale medier kan. Dermed ikke sagt, at der ikke også på Twitter er problemer med fake news, spam, troldehære, grænsesøgende debattører og andre dårligdomme. Der er masser. Men hvis Elon Musk overtager, springer Twitter i luften. Her er mere om hvorfor:
Vi får en global social medieplatform uden grænser
Noget af det eneste konkrete Musk har udtalt om hensigterne med et køb af Twitter, handler om at sætte mediet fri, så der bliver færre begrænsninger på, hvad folk må ytre sig om. Altså en ultimativ platform for ”free speech”, som er en af Musks store mærkesager. Det lyder jo tillokkende med videre grænser for ytringsfrihed, men intet medie – heller ikke sociale – bør kunne være et anarkistisk slaraffenland for uregulerede ytringer, hate speech, falske nyheder og deep fakes, der alene har som formål at manipulere eller nedgøre andre. Det vil i sin natur være udemokratisk, selvom ideologien bag måske er den modsatte.
Og det handler ikke kun om Donald Trumps udelukkelse fra Twitter, og muligheden for, at han måske kunne komme tilbage på platformen, hvis Musk svinger taktstokken. Det handler om fremtiden for den demokratiske samtale, hvor alle sociale medier har et kæmpe ansvar.
Hvis der bliver færre regler, mindre overvågning af ytringer og mindre bliver Twitter et langt hårdere sted at være, og de problemer som nogle allerede ser med platformen, bliver mangedoblet.
Vi får mere koncentration af medieejerskab
Twitter er nok verdens mest dagsordensættende medie. Internationalt kan kändisser, toppolitikere, opinionsdannere og mediefolk på under 280 tegn nå millioner af mennesker, skabe overskrifter og give det internationale samfund noget at tale om. I Danmark, hvor Twitter kun bruges af 8 % af den danske befolkning, bruges mediet til påvirkning og forhandling om den politiske dagsorden, hvor særligt journalister, politikere og professionelle interesser dominerer.
Men hvad sker der, hvis en mand ejer en så kraftfuld medieplatform? Ja for det første risikerer man jo, at platformen i fremtiden designes så den passer til Musks forretningsmæssige eller politiske formål, eller kan tilrettes, modereres og styres så den passer Musk og hans venner. Så er det noget sundere for et demokrati, at en virksomhed med så stor indflydelse på den offentlige samtale er ejet af flere som et børsnoteret selskab, og at det ikke er op til en enkelt mand og hans virksomheds luner, hvordan mediet skal administreres og udvikles.
Der bliver problemer, hvis Musk bliver politiker
Musk har altid sagt, at han ikke ønsker at være partipolitisk eller indtræde i politik på den ene eller den anden side i amerikansk politik, han har i øvrigt heller aldrig sagt, at han støtter Trump, selvom et køb af Twitter givetvis vil sende denne tilbage på kanalen.
Men samtidig er han jo en driftig mand, der ofte ændrer holdning, og ikke er bleg for at gå helhjertet efter det han ønsker sig.
Så hvad sker der, hvis Musk pludselig bliver politiker, og udover selv at have 83 millioner følgere også ejer platformen. Ja så er det pludselig verdens mest effektive politiske kampagneredskab både til at styrke sin egen politiske kommunikation og til at begrænse andres kommunikation.
Musk indtræden i amerikansk politik er naturligvis pt kun hypotetisk. Men der er ingen tvivl om, at også på dette felt overvåger både myndighederne i USA og i EU om Musk som ejer af Twitter vil få for stor indflydelse på de politiske systemer, hvor Twitter spiller en rolle.
Der vil (måske) bliver mindre spam
Det er naturligvis ikke alt sammen så skidt, at det ikke er godt for noget, hvis Musk skulle overtage Twitter. For en af de ting, der står i programerklæringen (naturligvis skrevet i et tweet) er, at Musk vil lave et voldsomt opgør med de ufattelige mængder af spam-bots, der huserer vidt og bredt på Twitter og virkelig er en pest for den almindelige bruger.
Det kunne jo være fantastisk – og helt utroligt svært for det er jo noget alle sociale medier kæmper med – men lur mig om ikke lige præcis Elon Musk og hans folk, ville være de bedste til teknisk at give det en chance.
Vi får mere at vide om Twitters algoritme
Alle sociale medier bygger på algoritmer. Når den danske regering i deres udspil til ny medieaftale nævner, at man anmoder tech-giganter som Google og Meta om at fremlægge deres algortmer skyldes det både, at man ved, at de hemmelige algoritmer kan være skadelige for socialmedie-brugerne Og så fordi, at algoritmer er blevet selve symbolet på det, der er galt med sociale medier, og at det er her, der er folkelig opbakning til at bekæmpe de store tech-virksomheders indflydelse på den demokratiske samtale.
Musk har sagt, at han – hvis han får lov at købe Twitter – vil lægge algoritmen open source så det bliver mere gennemskueligt for brugerne, hvordan Twitter virker. Men det ændrer ikke nødvendigvis platformen, og man får hverken mindre fake news eller propaganda af den grund.
For en algoritme er kode, og endda koder som er ganske svære at forstå for den enkelte bruger. Så, at nogle med særlig indsigt bedre kan forstå hvilke beslutninger, der ligger bag de enkelte tekniske valg, gør ikke nødvendigvis Twitter mere demokratisk. Tværtimod vil nogle argumentere. For særinteresser som politiske partier, interesseorganisationer og virksomheder vil kunne hyre eksperter, der kan gennemskue koden, så man kan styre sit indhold, så den passer til den ”åbne” algoritme, og dermed få en fordel i kommunikationen med offentligheden.
Vi ved i skrivende stund ikke, om Elon Musk kommer til at eje Twitter. Men lige meget hvad, så har købsforsøget sat gang i en diskussion om, hvad et af verdens mest indflydelsesrige medier skal være i fremtiden.