Søren Brostøms forord til bogen Offentlig leder på sociale medier, oktober 2020.
Uanset om man er offentlig myndighed eller fagligt fyrtårn, så skal man ikke forudsætte monopol på autoriteten: Der er mange spillere på banen, med videns- og interesseorganisationer, tænketanke, medier, andre faggrupper, andre offentlige myndigheder osv. Og man skal ikke forvente, at autoritet følger automatisk af en lang akademisk uddannelse, fine titler eller kongekrone på brevpapiret.
Forskellen på autoritet og magt er jo netop, at autoriteten skal være legitim. Formel status hjælper et stykke ad vejen til autoritet. Faglighed og erfaring giver meget. Men det er ikke nok blot at skrive sine meritter på LinkedIn eller et CV, man skal dele sin viden og erfaring, blotte sit levede liv, vise sine styrker og tvivl, hvis man skal legitimere sin autoritet.
Personligt gør jeg meget for, at man kan mærke, hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, og hvad jeg har med i bagagen af både godt og skidt. Men jeg prøver også at gøre det på en måde, som ikke sætter mit lys under en skæppe.
For Sundhedsstyrelsen gør jeg meget ud af, at vi også viser, at vi er en gammel dame på 111 år, som har gjort utrolig meget godt for folkesundheden, men som sandelig også har taget gevaldig fejl mange gange! Man skal kunne mærke styrelsen som organisme: både som ledere, som medarbejdere, som fagpersoner og som embedspersoner og som institution. Det ikke blot giver legitimitet, det er legitimitet.
De sidste fem år har vi som Sundhedsstyrelse meget bevidst valgt at være aktive på de sociale medier. Både jeg selv og den øvrige ledelse i styrelsen har aktive profiler på Twitter. Og modsat mange andre, så er vi officielle og uden forbehold. Ikke noget med ’disclaimers’ om ’tweets for egen regning’ osv., og af samme grund starter alle vores handles med ’SST’ som i ’SSTbrostrom’. Jeg synes, det er vigtigt, at man som borger kan regne med, at vi faktisk mener det, vi skriver, og at vi kan holdes op på det.
Som offentlig myndighed kan vi ikke regne med at vinde autoriteten ved alene at være de klogeste og hurtigste, med flest ’evidenskort’ på hånden, og med flest skarpe skud i bøssen. Men vi kan vinde autoritet ved at være en offentlig myndighed, hvis processer man kan gennemskue. En autoritet, hvor man kan mærke personlighed, faglighed, styrke og erfaring. Hvor fejlbarlighed indrømmes og værdier er tydelige.
Jeg opfordrer alle offentlige ledere til at tage springet og prøve grænser af på de sociale medier. Vi ses derude.
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, September 2020