talsperson

Syv ting organisationens talspersoner skal kunne

Har din tasperson de redskaber, der skal til at skabe synlighed i et fragmenteret mediebillede? Der er konkurrence om taletiden i medierne som aldrig før. Samtidig bliver der flere og flere måder, hvorpå talspersoner i virksomheder og organisationer kan komme til orde uden om de klassiske medier. Men det kræver, at talspersonerne opgraderer deres kommunikative værktøjskasse, så de formår at bruge de nye metoder til at nå deres målgrupper og skabe synlighed for deres arbejdsplads. Her er syv ting talspersoner skal kunne.

1. Kunne substansen i sine emner

Det siger måske sig selv, og så alligevel ikke. Hvad enten det er de store linjer i årsregnskabet som direktøren kommunikerer om, eller det er om tekniske detaljer i et udspil, så er talspersoner nødt til at kunne substansen og vide, hvad de taler om. Substans skaber legitimitet og troværdighed og det er alfa og omega som fundament for gode talspersoner.

2. Navigere i nye tal og tendenser

Noget der er nyt, er bare godt, hvis man vil have ny opmærksomhed i den offentlige dagsorden. Derfor skal talspersoner kunne deres tal og deres tendenser. Når der skal lanceres nye udspil og kampagner, skal tallene sidde lige i skabet, og de skal være brudt ned til noget simpelt og noget, der er til at forstå for almindelige mennesker. Og som er til at fyre af i en one liner uden at meningen forsvinder.

3. Skrive et skarpt debatindlæg

Debatindlæg og kronikker er stadig vigtige. Både fordi de ses af beslutningstagerne, der stadig læser printmedier, og fordi onlineudgaverne, kan lægge mere tryk på budskaberne på sociale medier. Den gode talsperson kan skrive sit eget debatindlæg, eller i hvert fald komme med nogle skarpskårne argumenter som kommunikationsmedarbejderen kan arbejde videre med. Med til at skrive et godt debatindlæg hører at kunne skarpvinkle, skrive fængende og præsentere budskaber og argumentation pædagogisk, og gerne med en debatkant, der kan mærkes.

4. Lave et engagerende LinkedIn-opslag

En talsperson er ikke bare en talsperson i de traditionelle medier. En talsperson skal også kunne kommunikere sine budskaber klart i sociale medier til alle relevante målgrupper. Efterhånden som der kommer flere og flere professionelle interessenter som politikere og journalister på LinkedIn, bliver det også vigtigere for organisationens talspersoner at kunne lave personlige, professionelle LinkedIn-opslag, der kommunikerer budskabet klart. Oftere og oftere bliver gode LinkedIn-opslag citeret i medierne – så professionel brug af LinkedIn, kan også styrke synligheden i det traditionelle mediebillede.

5. Lave et tweet, der skaber medietid

Gode talspersoner ved, at Twitter er det sociale medie, hvor der er flest journalister, og at journalister firnder historier, vinkler – og talspersoner på Twitter. Derfor er talspersonens tilstedeværelse på Twitter vigtig for at kunne være med i kampen om synlighed. Ved at bruge Twitter professionelt som talsperson får virksomheden og organisationen en genvej til indflydelse og styrker sin mediesynlighed og politiske interessevaretagelse.

6. Tale i klare citater til journalister

En klassiker for alle typer af talspersoner er naturligvis at kunne sige tingene kort og kontant, så det trænger igennem til publikum. Om det er i et ti sekunders klip til Tv-Avisen eller om det i er et lidt længere format på Tv 2 News eller når dagbladsjournalisten ringer, så skal citaterne være tydelige og to the point. Den slags kommer med erfaring, og kan medietrænes. Og så er det i øvrigt værd at øve sig i at tale i tweetables – korte statements med swung, der kan citeres på Twitter og som kan vandre på tværs af medietyper.

 7. Synliggøre egen medietid

Når talspersonen har fået sin medietid – hvad enten det er i store medier eller små – så skal man også kunne synliggøre egen medietid. Ikke for at prale, men for at bruge medietiden som afsæt til at fortælle andre målgrupper om sine budskaber. Og så fordi medietid avler mere medietid fordi journalister ofte genbruger kilder.

 

Hvordan skaber du dine talspersoner – læs her om Mosaik-modellen.

employee advocacy linkedin

Troels Johannesen er strategisk kommunikationsrådgiver og hjælper ledere og organisationer med at kommunikere på tværs af medier og med digital interessevaretagelse og lobbyisme. Han er forfatter og ekspert i toplederkommunikation på sociale medier. 

Skriv til tj@troelsjohannesen.dk eller ring på +45 31319065

Tilmeld nyhedsbrev

Andre blogindlæg

Bliv klogere på sociale medier – tilmeld dig mit nyhedsbrev