sociale medier offentlig leder

Her er ni offentlige topledere, der er stærke på sociale medier

Der er stadig mange offentligt ansatte topledere, der tøver med at kaste sig ud i at kommunikere på sociale medier. Enten fordi de ikke kan se, hvad det gør af godt for dem og deres organisation, eller fordi de ikke ved, hvordan de kommer i gang, og hvordan man bruger sociale medier rigtigt. Men hjælpen er nær. For en række offentlige topledere har allerede taget springet ud på medier som LinkedIn og Twitter og dem kan andre lære af.

Topleders brug af sociale medier kan være med til at forbedre omdømme, troværdighed og transparens. I private virksomheder påvirker det bundlinjen positivt, mens det i det offentlige kan være med til at modernisere og styrke omverdenens syn på de institutioner, der spiller en stor rolle for borgere, organisationer og erhvervsliv. De dygtigste kommuner, regioner, styrelser og forvaltninger ved, at de er nødt til at have et personligt apolitisk ansigt på kommunikationen – fordi personlighed skaber mere gennemslagskraft og forståelse for modtagerne end den traditionelle kommunikation. Den personlige kommunikation hos offentlige topembedsmænd styrker både den interne og eksterne kommunikation og den interessevaretagelse og konkurrence om opmærksomheden, der bliver større og større.

Her er en række af de bedste offentlige topledere på Twitter og LinkedIn lige nu.

Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen

Thomas Senderovitz bruger Twitter til at kommunikere om styrelsens aktuelle sager og er både offensiv og reaktiv i sin kommunikation. Han går i dialog med folk, der interagerer med hans tweets, og bruger Twitter som nyhedskanal – fx også når det handler om den aktuelle akutsituation med den den internationale coronavirus-epidemi. Det er vigtigt for en styrelse som Lægemiddelstyrelsen, der håndterer og godkender medicinalprodukter mv på det danske marked at have en topchef, der gør sig tilgængelig for medierne og forklarer om styrelsens beslutninger så man styrer sin egen fortælling og udlægger teksten før andre gør det.

Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR

Det er ikke let at være generaldirektør i DR. Det er øretævernes holdeplads, og man er klemt inde mellem reguleringsivrige politikere, sure private medier, befolkningens høje forventninger og stærke medarbejdergrupper internt. Og så skal man hele tiden kommunikere om stort og småt.

Det formår Maria Rørbye Rønn, der bruger Twitter til at have sin egen sendemast. Den bruger hun både til – forventeligt – at rose DR og DRs position i samfundet, men også til rent faktisk at gå i dialog med de mange mediekommentatorer og med kritikere om det så er borgere eller fx de private mediers interesser. Og hun gør det også, hvis det er politikere, der kritiserer DR – hvilket ellers er noget af et minefelt for en generaldirektør i DR. Kun på et medie som Twitter, får Maria Rørbye Rønn muligheden for at være både aktuel, personlig og ind i mellem finurlig – men altid saglig.

 

Per Bennetsen, regionsdirektør i Region Sjælland

Regionerne bliver ofte en smule overset i den offentlige debat. Og det burde de ikke, for det er som bekendt dem, der styrer alle landets hospitaler. Regionspolitikere og deres embedsmænd er langt fra de mest synlige i det danske mediebillede, og mange kunne vinde taletid ved at kommunikere mere og gøre det på egne kanaler på sociale medier.

Per Bennetsen er en af de få, der prøver lidt af på LinkedIn. Han er ikke meget kommunikerende, og som så mange andre poster han primært jobopslag (hvilket ikke bør være en topchefs fokus på LinkedIn), men indimellem kommer, der også fine indlæg med en personlig kommunikation i øjenhøjde med følgerne. Som topleder – også i det offentlige – er det helt afgørende at turde bruge af sig selv. Give følgerne det lidt ekstra og sige det med en tone som man kan mærke.

https://www.linkedin.com/posts/perbennetsen_dagen-f%C3%B8r-dagen-ja-jeg-m%C3%A5-indr%C3%B8mme-at-activity-6628299528875372544-Jz8v

Pernille Blach Hansen, regionsdirektør i Region Midtjylland

I samme boldgade finder vi Pernille Blach Hansen. Hun er både på Twitter og LinkedIn, og har så småt taget begge kanaler i brug til at kommunikere om, hvad regionen foretager sig og hendes rolle som leder. Et godt koncept som kunne gøres mere ved er, når hun tager i praktik. Noget som sundhedsminister Magnus Heunicke i øvrigt også gør som led i sin politiske kommunikation. Med personlighed og indlevelse er hun med til at give regionens ansatte en stolthed over arbejdspladsen, de politiske interessenter en mulighed for at tage kontakt og de lokale medier en mulighed for at fortælle om regionens arbejde. Hendes fortid som folketingspolitiker fornægter sig ikke – og det er bestemt ment som et plus for flere ledere i det offentlige skal lære, at også de skal være med til at sælge billetter.

https://www.linkedin.com/posts/pernille-blach-hansen-80b4142_sundhed-regionmidtjylland-dksund-activity-6634525874190340096-rrRF

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen har måske en af de sværeste kommunikationsopgaver i Danmark fordi man både skal kunne kommunikere sagligt og rettidigt samtidig med, at budskaberne skal kunne forstås af både ældre, unge, syge og raske. Ja hele Danmarks befolkning.

Søren Brostrøm hjælper som topleder med i det samlede kommunikationsbillede ved at kommunikere med en fin personlig tone og vinkler på aktuelle dagsordner på Twitter. I et klart sprog bliver han en aktiv del af styrelsens kommunikationsplatform #SundhedForAlle

Hanne Andersen, rektor på Roskilde Universitet

Hanne Andersen kommunikerer offensivt på både Twitter og LinkedIn, og det er der en god grund til. Universiteterne har en forpligtelse til at deltage i samfundsdebatten, og gøre sig tilgængelig for medier og borgere så de mange penge, der bruges på fx forskning på universiteterne bringes i spil til at løse samfundets vigtigste udfordringer.

Hun bruger også platformene til at deltage i den aktuelle politiske debat om akademikerledighed, overdimensionering og nedskæringer på de videregående uddannelser. På den måde får hun mere medietid og bedre mulighed for at varetage universitetets og sektorens interesser.

Martin Østergaard Christensen, direktør i Kultur og fritidsforvaltningen, Aarhus Kommune

Martin Østergaard Christensen er kongen af sociale medier i det kommunale Danmark. Han dyrker for alvor den transparens der er så vigtig for både offentlige og private organisationer, og han gør det blandt andet ved at sende live på Facebook fra forvaltningens månedlige morgenmøder, og kommunikere – også om de svære ting på LinkedIn.

Med konceptet ’bøvl og blær’ viser han både kommunens gode arbejde for borgerne frem, og han fortæller om de ledelsesudfordringer han står over for – fx når en dygtig medarbejder siger op eller hvis man skal have en svær samtale. På den måde deler Martin Østergaard Christensen sine lederudfordringer til inspiration for andre.

https://www.linkedin.com/posts/martin-%C3%B8stergaard-christensen_detvigaeor-baeovlogblaewr-activity-6551486325189677057-DkzP/

Stine Johansen, kommunaldirektør i Helsingør Kommune

Også blandt kommunaldirektører er sociale medier nu ved at komme på dagsordenen som kommunikationsværktøj og flere steder begynder kommunaldirektøren, den øvrige direktion og nøglemedarbejdere så småt at blive gjort klar til at kommunikere på sociale medier. Det åbner kommunen op, gør den mere tilgængelig og er med til at forbedre dens omdømme.

Stine Johansen har den gode personlige tone og autentiske facon som man kommer langt med som leder på sociale medier. Og så tør hun kommunikere om sin store interesse for musik samtidig med at hun hylder kommunens ansatte, borger og virketrangen i kommunen. Det skaber både stolthed for de ansatte og et blik ind i kommunen fra os, der iagttager udefra. Det kan både hjælpe på virksomheder og institutioners indsigt i, hvad Helsingør Kommune står for og måske endda påvirke bosætning og tiltrækning af erhverv positivt over det lange stræk.

https://www.linkedin.com/posts/stinejohansenhelsingor_leder-af-hjemmeplejen-rikke-bundgaard-bliver-activity-6631157199487938560-O6nu

Esben Egede Rasmussen, direktør i Fødevarestyrelsen

Som den tredje styrelsesdirektør kommer Esben Egede Rasmussen på listen. Han er (lidt) aktiv på Twitter og kommunikerer på LinkedIn, hvor han tør tale om både strategi og aktuelle dagsordener. Med hans personlige lederkommunikation på LinkedIn taler han både til medarbejdere og eksterne interessenter og hans stemme bliver derfor en vigtig del af styrelsens samlede kommunikationsarbejde og i platformen #viarbejderforføden. Med mere personlighed og øget frekvens, kan Esben Egede Rasmussen få endnu mere gennemslagskraft på både Twitter og LinkedIn.

https://www.linkedin.com/posts/esben-egede_nyt-akademi-og-b%C3%A6redygtig-mad-skal-f%C3%A5-de-activity-6599929264701747200-wW2F

Fem tips til at komme i gang

  1. Sørg for, at du har et klart manøvrerum og har afstemt din overordnede ageren med de politisk ansvarlige i din organisation
  2. Find dine formål – hvad skal du opnå med personlig kommunikation på sociale medier?
  3. Find ud af, hvilke målgrupper, der er vigtigst for dig at adressere på sociale medier
  4. Fastlæg en række emner du vil kommunikere om – du må ikke skyde med spredehagl
  5. Lær din valgte sociale medie kanal at kende, øv dig og sæt tid af i kalenderen til at lave dit indhold

 

 

Analysen er også bragt i Altinget Embedsværk.

employee advocacy linkedin

Troels Johannesen er strategisk kommunikationsrådgiver og hjælper ledere og organisationer med at kommunikere på tværs af medier og med digital interessevaretagelse og lobbyisme. Han er forfatter og ekspert i toplederkommunikation på sociale medier. 

Skriv til tj@troelsjohannesen.dk eller ring på +45 31319065

Tilmeld nyhedsbrev

Andre blogindlæg

Bliv klogere på sociale medier – tilmeld dig mit nyhedsbrev