Opråb til dansk idræt: Bliv digital eller dø

Nej. Badminton, svømning, atletik og alle de grene i dansk idræt, skal naturligvis ikke ændre deres sport så det foregår bag en skærm eller som virtual reality. Men til gengæld er det helt afgørende, at de forskellige idrætsgrene kommer ud af starthullerne, og bruger de digitale muligheder til at synliggøre sig.

Ethvert idrætsforbund ved, at synlighed er væsentligt for succes. Sendes der kampe fra håndboldligaen i tv, bliver flere interesserede i håndbold, når svømmere har succes ved de tv-transmitterede olympiske lege, er der større sandsynlighed for at flere begynder flere at svømme og når atleter er gode til at bruge sociale medier, får de lettere ved at tiltrække sponsorer, fans og opbygger deres brand i sportens verden.

Men desværre lever en række idrætsgrene et ufrivilligt liv i skyggen i idræts-Danmark.

Mindre idræt som public service

Udfordringer med at komme på tv og blive eksponeret for nuværende og potentielle medlemmer i idrætsforeningerne bliver kun større med DR’s besparelser på sportsområdet. Hvor mindre sportsgrene som bordtennis, sejlads og gymnastik tidligere har haft en mulighed for at eksponere sig selv, er det med mindre public service-sport på tv nu sværere at trænge igennem.

Og det var endda ikke fordi, der ikke var nok af udfordringer i forvejen for de mindre sportsgrene. Længere skoletid lægger pres på børns udfoldelser i idrætsforeningerne, ipads og Youtube er hårde konkurrenter om børn og unges opmærksomhed, og resultatet er faldende medlemstal og dårligere økonomi i en lang række medlemsorganisationer under Danmarks Idrætsforbund.

Der er brug for digital omstilling

Beslutningstagerne i de mindre idrætsgrene (og her taler vi stort set alle idrætsgrene ud over håndbold og fodbold) er nødt til at tænke mere digitalt for at synliggøre sig og engagere børn og unge og sikre en fremtid for deres idræt.

Med hjemmesider, blogs, indhold på youtube og indhold til sociale medier, er idrætsorganisationer nødt til at finde et alternativ til den manglende mediedækning i tv og andre medier, og gå direkte til potentielle medlemmer, sponsorer, beslutningstagere og andre interessenter med digitale redskaber i hånden.

For mange idrætsforbund vil det være et paradigmeskifte, at man skal til at fokusere på den digitale kommunikation, men der er brug for en gennemgribende digitalisering flere steder, mens andre organisationer er bedre igang.

Og det handler om alt fra at kunne gøre det let at finde sin klub, lære en idræt at kende, opdage idoler, tilmelde sig turneringer og få et forhold til den idræt man er på vej ind i. At idrætten brander sig selv på de unges præmisser.

Det handler i bund og grund om, hvordan idrætsorganisationerne bliver bedre til at bruge digitale medier til at styrke deres interessevaretagelse.

https://www.instagram.com/p/BqExleInLe2/?utm_source=ig_share_sheet&igshid=4xur7kl4168s

Brug digitale medier til at få bedre forhold

Er der noget der er afgørende for, at en idræt udvikler sig, at man kan holde på medlemmer, og at der findes et vækstlag, så er det de rammebetingelser som idrætten tilbydes.

Det er ikke tilfældigt, at der i en lang række kommuner landet over nu står fodboldbaner af kunststof, som gør, at fodbold kan dyrkes året rundt. I en gensidig interesse mellem fodboldforbund, klubber og kommuner landet over, er der de sidste år blevet opgraderet fordi fodboldens interessevaretagere har kendt deres besøgelsestid.

I den anden ende af spektret ser vi fx tennissporten. Med kun ni indendørs baner i Københavns kommune, er det mere end almindeligt svært at fastholde interessen for sporten for børn og unge over en lang vinter fordi, det simpelthen er svært at få en bane at spille på. Og det sætter sig negativt på tennisklubbernes medlemstal. For tennissportens vedkommende med det triste resultat, at der i dag er 18.000 færre danskere, der er medlem af en tennisklub end i år 2000. Endda i en periode, hvor Danmark i Caroline Wozniacki har en af verdens bedste spillere og et af de største kvindelige sportsnavne world wide.

Den interessevaretagelse, der handler om at synliggøre sig over for kommuner, ministerier og Folketing er i mange idrætsorganisationer ikke eksisterende. Måske fordi man ikke har set nødvendigheden, har midlerne eller ved hvilken strategi man skal lægge.

https://www.instagram.com/p/BqmXQgSAeCO/?utm_source=ig_share_sheet&igshid=j9st0j4rumzj

Læg et digitalt tryk

Der er brug for et grundigt arbejde for at fastlægge en holdbar digital strategi i de fleste danske idrætsforbund, så man ruster sig til både en nutid og en fremtid, hvor kamp om synlighed, penge og prestige er rykket digitalt.

Der er brug for, at idrætsforbundene – om man har mange ressourcer eller få – ser på sin digitale kommunikation, prioriterer den, og opgraderer, hvor det er væsentligst. Idræt på bredde – og eliteniveau rummer store kommunikationsmæssige potentialer, men det kræver, at der arbejdes målrettet med indholdsstrategi, og strategi for sociale medier, så de rigtige modtagere bliver eksponeret for idrætsorganisationernes budskaber.

Her er par oplagte to do´s for de fleste idrætsforbund:

  • Få lagt en digital strategi, der går på tværs af kommunikationskanaler
  • Tag ejerskab på mærkesager – også dem rækker ud over sporten
  • Få frontfigurer i gang som meningsdannere på LinkedIN og Twitter
  • Støt elitesportsudøvernes branding på sociale medier
  • Vis bredde og elite og lav koncepter i øjenhøjde med målgruppen på Instagram

Det er populært sagt om at komme ud af fjerene og få lagt et digitalt tryk – alternativet er, at nogle sportsgrene desværre langsomt, men sikkert vil dø ud.

Læs også om, hvordan du laver en social mediestrategi.

Og om, hvordan du skaber rød tråd mellem kommunikation og public affairs.

employee advocacy linkedin

Troels Johannesen er strategisk kommunikationsrådgiver og hjælper ledere og organisationer med at kommunikere på tværs af medier og med digital interessevaretagelse og lobbyisme. Han er forfatter og ekspert i toplederkommunikation på sociale medier. 

Skriv til tj@troelsjohannesen.dk eller ring på +45 31319065

Tilmeld nyhedsbrev

Andre blogindlæg

Bliv klogere på sociale medier – tilmeld dig mit nyhedsbrev