nyhedsmail

7 råd til værdifuld kommunikation i start-ups

Danmark boomer med spændende start-ups, og iværksætterånden har aldrig levet bedre. Men mange start-ups mangler viden om, og kompetencer ud i kommunikation, der skaber værdi og strategisk kommunikation drukner i andre opgaver. Det kan skade en ellers lovende indgang i markedet og opskalering af forretningen.

Mange danske start-ups er drevet af passion, gode ideer og rigtig meget arbejde. Men hvordan prioriterer man sin kommunikation når der er tusind andre ting at gøre, der kan virke mere væsentlige? Her kommer et bud på, hvordan strategisk kommunikation bliver en del af din nye virksomheds grundlag.

1. Du skal vælge dit kommunikationsstrategiske DNA

Noget af det grundlæggende kommunikationsarbejde for start-ups handler helt simpelt om, hvilken virksomhed man vil være over for kunder, medier, potentielle investorer og andre målgrupper. Det kræver en stærk kommunikationsstrategi.

Vil man være den kække dreng i klassen, den unge feminine rebel, den modige udfordrer? Måske den gamle onkel du har savnet? Når du arbejder med din nye virksomheds kommunikation og markedsføring skal du sikre, at virksomhedens DNA strømmer ud i webtekster, pjecer, plakater og posts på sociale medier, og det kræver, at du ved hvem du er, og hvem du er det for.

På tværs af kanaler skal du sikre en rød tråd i din kommunikation, så du klart står ud i markedet, lægger kant til dine konkurrenter og skaber en platform, hvor dine produkter eller ydelser pakkes ind i en unik tone of voice. Den kan ikke lige kopieres selvom dine koncepter måske kan.

En virksomhed, der fx har en rød tråd i deres sprog og en tydelig tone of voice er danske GoodieBox.

2. Du skal skabe tid til kommunikation

En af de største udfordringer for start-ups er at finde tid til kommunikation. Jo du laver markedsføringsplaner, og får lavet spredte opslag på sociale medier og tekster til din hjemmeside. Men skaber de værdi nok for din skrøbelige forretning? Og bliver det ikke lidt for ad hoc og præget af tilfældigheder, hvad du kommunikerer?

Du er nødt til at skemalægge tid til, at du får taget de rigtige beslutninger om, hvordan, hvor meget og hvor henne du vil kommunikere. Det kan lyde basalt, men i en hektisk iværksætter-hverdag, er det vigtigt at have blokket kalenderen og sammen med dit team (hvis du har et) tage beslutninger, evaluere, justere og planlægge din kommunikation. To-tre sammenhængende timer hver uge er godt givet ud.

3. Du skal prioritere dine platforme

Det er svært for mange start-ups at vælge hvilke sociale medie-platforme man skal være på, og hvor meget tid, der skal bruges på deling og produktion af indhold. Skal I på Facebook, LinkedIN og Instagram? Og skal vi på Twitter, så vi kan få kontakt til nogle journalister. Og har vi brug for PR?

Tid og ressourcer er de største mangler i enhver start-up, og derfor er det helt afgørende at prioritere og skære kommunikationskanaler fra, der ikke skaber værdi og ikke udfylder en klart defineret mål i kommunikationsstrategien.

Du skal hele tiden sørge for at opstille primære og sekundære mål for din kommunikationskanaler. Instagram kan du bruge til branding, nyhedsbreve til salg, og Facebook til awareness. Læg en kanalstrategi for din virksomheds kommunikation, så alle, der arbejder med formidlingen, kender målene og hvorfor I vælger at kommunikere på de forskellige platforme.

4. Du skal skabe indhold, der giver ejerskab

Du finder hurtigt ud af, at annoncekronerne ikke holder længe. Om du bruger dem på adwords, Facebook-annoncering eller andre typer af betalt indhold, så er der aldrig nok i kassen. Derfor er du nødt til at skabe indhold, der varer længere og som også skaber organisk trafik til dine produkter på længere sigt.

Du skal fra start tænke i video, billeder og blogs, der skaber SEO-værdi og som positionerer din virksomhed på de produktkategorier du ønsker at tage ejerskab på. Ja det koster i enten din egen tid eller i freelance-arbejdskraft at få indhold produceret. Men det er det hele værd fordi du på sigt får en base af indhold, der driver trafik til dine produkter og ydelser. Det kræver grundige tanker om en indholdsstrategi, der skaber effekt.

Se fx, hvordan Momondo arbejder med blogs om temaspecifikke rejsemål, der kan bruges og genbruges i årshjulet for virksomhedens kommunikation.

5. Du skal bruge din passion aktivt

Heldigvis er mange start-ups drevet af ægte passion. Den passion og det engagement skal du bruge aktivt i din kommunikation for din virksomhed, for det giver dig en fordel over for konkurrenter som måske er de gamle spillere i branchen.

Brug dig selv som founder eller CEO, vis ansigtet bag og vær autentisk på sociale medier så man kan se, at der er passionerede mennesker bag virksomheden, der brænder for at skabe nyt og lykkedes med projektet. Og vær ikke bange for at vise, at iværksætterlivet også kan være hårdt. Gør fx som Pernille Sandberg Bech fra Goodtalks, hvis passion for projektet nærmest skinner igennem hvert et opslag på Instagram eller LinkedIN, hvor hun når tusinder af mennesker til gavn for udviklingen af virksomheden.

6. Du skal fejre dine sejre

Med til livet som selvstændig og som iværksætter følger sejre og nederlag. Og begge dele, skal man naturligvis lære af, og bruge i sin kommunikation – ligesom man skal analysere på alle dele af kommunikationen for at se, hvad der virker. Og det er okay at fejre sine sejre i kommunikationen. Det er ok at markere at man når sine milepæle. Sælger produkt nr. X til kunde nummer Y eller får medlem nummer Z.

Ja det er ananas i egen juice, men det er både godt for moralen i virksomheden, og det virker udadtil. Folk vil gerne være en del af en succes, og se, at ting lykkedes. Succeser er ganske enkelt godt content – men pas på med at overdrive: Det skal nok ikke være hvert eneste Instagram-post, der svæver på en lyserød sky eller hvert eneste tweet, der handler om milepæle og andre succeser.

Du kan fx fejre dine sejre som DeepDivr gør her.

7. Du skal arbejde med interessevaretagelse

Mange start-ups kommer i karambolage med dansk  lov eller starter op på regulerede markeder. Platformøkonomiske virksomheder som UBER og løbehjuls-udlejeren Lime mærkede på den hårde måde, hvordan en god og velafprøvet forretningsidé kan møde muren i Danmark, hvis man ikke kommer igennem med sin politiske interessevaretagelse.

Det er derfor en meget undervurderet, men vigtig disciplin for rigtig mange virksomheder, der etablerer sig i Danmark, at man starter sin politiske dialog tidligt netop fordi mange danske brancher er præget af aktører, der i årtier har ageret på markeder uden disruption. Og disse konkurrenter har kontakterne i orden.

Skal du som cykeludlejningsvirksomheden Donkey stille cykler rundt omkring i byen, skal du hele tiden have et øje for de politiske vinde på Københavns Rådhus – det samme gælder for løbehjulsudlejeren VOI, der må gøre en indsats for at ændre lovgivningen for at kunne komme på markedet. Den slags public affairs-arbejde tager tid og politisk snilde.

Et godt eksempel på en virksomhed, der har taget den politiske dialog i tide, er folkene bag parkerings-app´en PLOT. 

Der er mange ting at se til som iværksætter – også når det gælder kommunikationsfronten. Held og lykke.

employee advocacy linkedin

Troels Johannesen er strategisk kommunikationsrådgiver og hjælper ledere og organisationer med at kommunikere på tværs af medier og med digital interessevaretagelse og lobbyisme. Han er forfatter og ekspert i toplederkommunikation på sociale medier. 

Skriv til tj@troelsjohannesen.dk eller ring på +45 31319065

Tilmeld nyhedsbrev

Andre blogindlæg

Bliv klogere på sociale medier – tilmeld dig mit nyhedsbrev